Besøg os på facebook Besøg os på linked in
Gave eller lån?

Tænk dig om - selv om du er forelsket - og få lavet papirerne, mens I er enige ...

Fra advokatens skrivebord - af advokat Helle Larsen februar 2017.

Advokater får ofte ry for at være uromantiske og uden sans for de virkelige værdier i livet - med risiko for at bekræfte denne fordom, vil jeg fortælle en historie om, at man skal huske at få lavet gode aftaler, mens man er gode venner.

Et par i en moden alder møder hinanden. De er dybt forelskede, og ønsker at flytte sammen. Hun har et dejligt hus i et rigtig godt kvarter. Han har også fast ejendom; men de beslutter sammen, at de vil bo i den ejendom, hun ejer. Han får solgt sin ejendom godt. Der er efter afslutningen af den handel flere hundrede tusinde på hans konto.  

De glæder sig til at flytte sammen og beslutter at gifte sig.

Da de er blevet gift, taler de med deres bank. Bankrådgiveren gør opmærksom på, at de mange penge på hans konto, jo nærmest ikke giver nogen rente; mens de jo betaler renter på lånet i huset. ”Det er da meget bedre for jer at indbetale ekstraordinært på lånet i huset”. (Så blev bankens risiko på lånet, jo også lidt mindre …)

Så beslutter de – for de er jo gift – at han skal indfri en del af lånet med pant i hendes hus med midlerne fra hans hussalg.

De tænker ikke på, om han skal købe sig ind i hendes hus, om hun skal låne pengene af ham, eller have beløbet som gave.

En gave på flere hundrede tusinde kroner mellem ægtefæller, kræver gaveægtepagt for at være gyldig og gaveægtepagten skal tinglyses. Hvis ikke der er en tinglyst ægtepagt om en så stor gave, kan både giveren, giverens kreditorer og arvinger anlægge sag mod modtageren og få gaven erklæret ugyldig. Det kan ske mange år efter gaven er givet.

Hvis der er givet en gave, der kræver ægtepagt, gælder der også regler i konkursloven om, at selv om der er en ægtepagt vedrørende gaven, kan giverens kreditorer kræve gaven omstødt og pengene tilbagebetalt inden for visse tidsfrister, hvis giveren går konkurs.

Hvis der er tale om et lån, bør man udarbejde et gældsbrev – også mellem ægtefæller – så parterne er enige om, hvor mange penge, den ene låner af den anden, hvornår de skal betales tilbage, og om der skal betales rente.

Vi er din lokale advokat:

Med kontorer i Hadsund og Hobro dækker vi et stort område af Nordjylland og Midtjylland, herunder Aalborg, Randers, Viborg, Mariager, Terndrup, Aars, Støvring, Aalestrup og Rebild.